Fakta om Danmark

Danmark er et af de ældste kongeriger i verdenen.

Landet er en del af Europa og tilhører det skandinaviske område, som foruden Danmark består af Norge, Sverige, Island og Finland (Suomi).

I daglig tale er Danmark den del, som ligger i Europa, men kongeriget Danmark er også Færøerne og Grønland.

Den europæiske del af Danmark har en kort landegrænse, 67,7 km, til Tyskland. Resten af Danmark er omgivet af Vesterhavet (Nordsøen), Kattegat og Østersøen.

Danmark er placeret i den tempererede zone og på grund af Golfstrømmen, som kommer ovre fra Vestindien, er den danske sommer ikke specielt varm og vinteren ikke specielt kold.

Gennemsnitstemperaturen i den koldeste måned, februar, er på -0,1 Celsius. Den varmeste måned er juli, hvor gennemsnitstemperaturen er på 16,0 Celsius. De solrigeste måneder er maj og juni med omkring 250 timer, i december er der kun omkring 25 timers solskin.

Det danske landskab er generelt formet af mindre bakker og dale, og kun på Bornholm kan man møde urfjeldet.

Det højeste punkt i Danmark er Yding Skovhøj, som når 173 m op. Nær ved ligger Ejer Bavnehøj, som er lidt mindre, men til gengæld har et udsigtstårn, hvorfra der er en flot udsigt over det jyske landskab.

Det meste af landet er under dyrkning så skovområderne er forholdsvis små. Det er svært at finde en skov, som er vild.

Det er en fornøjelse at gå en tur i skovene året rundt, om foråret med dets lysegrønne farver og efteråret med dets forskellige brune og gyldne farver.

Det største rovdyr er ræven, hvis man kan kalde en ræv for et rovdyr. Der er en lille mulighed for at ulven kommer tilbage, da østeuropa har en voksende bestand af ulve, som langsomt bevæger sig mod vest.

Grundlæggende er Danmark et landbrugsland, men efter anden verdenskrig har industrien overhalet landbruget som den vigtigste faktor. Danmark har en stor eksport af bl.a. møbler og er også meget kendt for god industriel design.

Danmark har næsten ingen råmaterialer i undergrunden, men i 1970erne blev der fundet olie i Nordsøen, og i dag er Danmark selvforsynet med olieprodukter.

Kongeriget Danmark          kmē
Danmark 43,094
Færøerne 1,399
Grønland 2,175,600
Ialt 2,220,093