Den 2. februar 1968 begyndte en ny periode i mit liv - jeg var indkaldt
til Flyvevåbnet og mødte i Gedhus ved Karup.
Da jeg var på sessionen, blev jeg spurgt om hvilket værn
og hvad jeg ville lave, når jeg blev indkaldt - alle mine ønsker
blev opfyldt.
Det var ikke noget jeg så frem til at blive soldat. Jeg lavede
så lidt, som det var muligt uden at komme i vanskeligheder.
Kort før rekruttiden sluttede blev jeg spurgt om jeg ville på
sergent-skole. Jeg svarede, at det ønskede jeg ikke - udsigten
til 10 måneders ekstra tjenestetid var ikke ligefrem det, jeg
så frem til.
Imod mit ønske blev jeg alligevel sendt på sergentskole.
|
|
Igen gjorde jeg så lidt som over-hovedet muligt.
Jeg var glad for, at jeg dumpede i et af de fag, som man skulle
bestå for at blive sergent.
Men...
Oberstløjtnanten - chefen for skolen - kom hen til mig.
Smilende sagde han at det var ham, som havde rettet min karakter
op, så jeg alligevel bestod.
Jeg blev sergent.
|
Jeg har på fornemmelsen, at den beslutning allerede var taget
i forbin-delse med sessionen.
Når det nu skulle være således, så var jeg
alligevel lidt heldig. Jeg blev stationeret på Bornholm, hvor
flyverlejren blev drevet på en civil måde.
Der var rigtig mange fordele ved at være i Flyvevåbnet.
Uniformen var mere populær, på bornholmerfærgen fik
man en bedre service, og man havde også let ved at få billige
billetter til flyveren Rønne - København.