Det 14. århundrede, 1300 - 1399 Er Danmark stadig dansk

I den første del af det 14. århundrede havde Danmark mange og meget dyre med dets naboer. Næsten alle krigene blev tabt, og fra omkring midten af århundredet er Danmark ikke mere et uafhængigt land.

Senere bliver det et krav fra danskerne at blive selvstændige igen, og da den rette mand entrer arenaen, bliver Danmark igen et uafhængigt land og endda leder af Skandinavien.

1304 Tyskland

Ved det årlige Danehof i Nyborg ved-tages en ny lov. På grund af infla-tionen i landet indføres maksimum-priser på klæde, eksportafgifter skal betales i engelsk mønt og bønderne skal betale indkomstskat.

Den tyske konge, Albrecht af Østrig bekræfter, at alt land nord for den tyske flod Elben er dansk.

1312 Krig hele tiden

I 1306 angriber den norske konge, Håkon, Danmark, og i 1308 plyndrer svenskerne Skåne.

Fordi den danske konge er beslægtet med den tidligere svenske konge, Birger, formerer kongen en gigantisk hær for at hjælpe sin svenske slægtning. I 1309 går hæren ind i Sverige og svenskerne indleder et tilbagetog. Danskerne betaler hæren 1.000 mark sølv om dagen og mens den belejrer en svensk by, gør hæren mytteri, et mytteri som resulterer i at kongen må opgive krigen mod Sverige.

I 1311 inviterer kong Erik (Menved) de tyske fyrster fra de nordlige dele af Tyskland til en pragtfuld ridderfest afholdt uden for den tyske frie by, Rostock. Festen er meget dyr, og for at dække omkostningerne besluttes det at plyndre byen.

I 1312 er Danmark tæt på et økonomisk sammenbrud på grund af de dyre krige. Store dele af landet er pantsat til hovedsalig tyske lejetropsførere.

1326 Afsat

Alle de planer som kong Erik (Menved) lægger har fejlet. Han har brugt utrolige summer på krige, så har han været nødt til at pantsætte Fyn til de tyske grever, Gerhard 3. og Johan 3. I 1318 må kongen pantsætte Skåne til en af hans rådgivere.

I november 1319 dør kong Erik, og det tager omkring 3 måneder før man finder en ny konge. Den danske adel vælger Christoffer, som konge af Danmark, fordi det fortælles, at han er en svag person.

Vordingborg på Sjælland er Danmarks hovedstad.

Kong Christoffer prøver på at holde Danmark sammen. Rostock, som er dansk, bliver regeret af en tysk greve, Heinrich from Mecklenburg, men han ønsker ikke at den danske konge er hans lensherre. For at understrege det beder greven en magtfuld dansk mand plyndre Skåne. Kong Christoffer er lidt heldig, for Tyskland har netop fået en ny kejser, som ønsker at være venner med Danmark, så den tyske hertug anerkender den danske konge, som hans lensherre.

Det er dyrt at holde Danmark sammen og kong Christoffer øger skatterne. Håndfæstningen, som han har underskrevet, siger at det må han ikke, så kongen bliver afsat i 1326.

1336 Slut med Danmark

Den afsatte konge prøver at få Danmark tilbage og samler en hær af lejetropper. Allerede efter en måned må han give op og flygte fra Danmark, da han ikke har flere penge.

I Juni 1326 bliver der valgt en barnekonge, Valdemar. I 1327 deler de virkelige regenter (panthaverne) Danmark. I praksis regeres Danmark af tyskere og efter at den tidligere konge bliver endelig slået i 1331, bliver landet endeligt delt i 3 dele, Jylland og Fyn til en tysk greve, Sjælland til en anden tysk greve og Skåne til den svenske konge.

I 1336 slås den sidste danske mønt - derefter er der ikke noget Danmark mere.

1341 Ny begyndelse

Tyskerne regerer Danmark hårdhændet, så danskerne begynder at hade tyskerne. Der er et behov for en konge, som kan bringe lov og orden tilbage til det mishandlede land.

Den svenske konge beder paven om at godkende at Skåne er svensk, men paven nægter. De hanseatiske byer, Greifswald og Anklam, spørger kong Christoffers yngste søn, Valdemar, om at bekræfte deres danske privilegier. Valdemar underskriver aftalen med ordene: "Sand arving til Danmark."

Tyskerne i Danmark frygter at det snart er slut for dem i Danmark og presser danskerne til aflevere en enorm mængde af sølv.

For at lægge yderligere pres på danskerne, lejer tyskerne en hær i Tyskland. Hæren skal hjælpe de tyske grever med indsamlingen af sølvet. Nu er det tid for den danske modstandsbevægelse at slå til.

En dansk væbner, Niels Ebbesen, dræber den tyske greve i Randers. Drabet får den tyske hær til at opløses.

"Den sande arving til Danmark", Valdemar 4. (Atterdag) bliver valgt til konge af Danmark. Alle danskere støtter den nye konge og efterhånden samles de tidligere danske områder igen. Estland i 1344, Lolland i 1347, Falster og Møn i 1348, hele Jylland i 1353 og endelig i 1360 er hele Danamrk samlet igen med Valdemar som konge.

Vordingborg Havneby på det sydlige Sjælland. Vordingborg blev regentbyen i Danmark. Lige udenfor byen opførte kong Valdemar en borg, hvor man i dag kan se tårnet. På toppen af tårnet er en guldgås brugt som vindfløj. Tårnet kaldes Gåsetårnet. Kong Valdemar fik gåsen anbragt for at drille hanseaterne.

1376 Ny konge

I 1375 bliver kong Valdemar alvorligt syg og dør den 24. oktober. Der er 2 arvinger til tronen, begge meget unge. I maj 1376 bliver den 5 årige Oluf valgt til konge af Danmark. Den nye konges mor er den norske dronning Margrethe, som er datter af den afdøde konge.

I 1380 dør den norske konge Håkon. Han er faderen til den unge kong Oluf af Danmark, så Oluf bliver nu også konge af Norge. Fra 1380 - 1814 er Danmark og Norge ét land. Bag kongen står hans moder, dronning Margrethe, som arbejder ihærdigt på det, som formodentlig var hendes fars mål: at gøre Danmark til det ledende land i Skandinavien.

1397 Kalmarunionen

Kong Oluf dør pludselig efter kort tids sygdom i 1387.

Den danske adel er nervøs for hvem der skal være den næste konge af Danmark, fordi der er tyskere som kræver den danske trone. Meget hurtigt bliver dronning Margrethe valgt som Dronning (regent) af Danmark og Norge. I marts 1388 bliver dronning Margrethe også valgt som dronning af Sverige.

Dronning Margrethe arbejder for at hendes nevø bliver den næste konge af Danmark og den 17. juni 1397 bliver han kronet som kong Erik af Danmark, Norge og Sverige - Kalmarunionen er i kraft.

Kalmarunionen siger:

Danmark, Norge og Sverige skal være forenet under den samme konge for evigt.